Beskrivelse
Læsøhonning fra Kasper Køhl Jensen, forhandles af Katrine Klinken
Udsøgt, delikat presset og rørt honning fra Hornfiskrøn på Læsø. Bierne har samlet nektar og pollen fra strandengens flora af bl.a. hindebæger, sandkryb, strandasters og lyng. Honningen har guldfarve eller lys kastanjebrun.
Serveringsforslag:
Den komplekse smag er i sig selv meget delikat på honningmadder med smørsmurt brød, til mellemlagrede og lagrede oste, blåskimmeloste og i frugtsalater med f.eks. pærer og vindruer. Honningen går godt sammen med nødder, evt. ristede nødder, i cremede desserter, mørk chokolade, på vaniljeis m.m. Den fyldige honningsmag er perfekt som krydderi eller smagsforstærker til f.eks. en vinaigrette, til en salat med bitre urter eller til bagte rødbeder eller penslet på fjerkræ med sprødt skind m.m.
Lidt om Læsøhonning:
Alt starter en måned senere på Læsø end andre steder i landet, da her er koldt, og naturen er barskere end andre steder i Danmark. Derfor er der ikke så meget for bierne at trække på, men der er til gengæld særlige blomster. De første træk, som bierne har om sommeren, er noget, de selv spiser. En bifamilie samler op til 15 kg, ca. 12 kg honning i gennemsnit, hvilket er meget lidt. Klokkelyng blomstrer først og derefter lyngen i august, hvorefter der høstes den udsøgte honning. Honningen blev kendt under bikrigen på Læsø i 1980’erne, der handlede om at bevare den brune bi, så den ikke blev blandet med gule italienske bier. En længere strid endte med, at der på Læsøs nordøstlige spids kun måtte være brune bier i parringssæsonen. Mod vest ligger en bufferzone uden bier, som skal forhindre, at brune dronninger møder en anden slags droner (hanbier).
Bearbejdning:
Presset og rørt.